Se evt. tips vedrørende: | Daisy's vovser blev født
inde og boede i køkkenet indtil de var ca. 14 dage
gamle, hvorefter de flyttede ud i en hestebox sammen med
deres mor. Boxens åbning var afspærret med en plade,
der var for høj til, at hvalpene kunne forcere den, men
som Daisy kunne hoppe over, når hun ville være alene.
Fra 4 ugers alderen har hvalpene fået foder to gange om
dagen ved siden af, at de har diet Daisy. Hvalpene har alle, enkeltvis, parvis eller i flok været med en tur ude, eller med oppe i køkkenet nogle gange. Den 3. marts flyttede hvalpene ud i 'hønsehuset', hvor de har mere plads samt en udendørs løbegård. Da hvalpene var ca. 5 uger gamle fik de alle en ormekur. Ofte får en hvalp under sin senere opvækst orm igen. Den vil så gnide sin endetarmsåbning mod undelaget, hvilket er tegn på, at den skal have en ormekur, der kan købes hos dyrlægen, evt. samtidig med, at hvalpen vaccineres. Vaccination mod hundesyge bliver ofte givet en hvalp fra den er et sted mellem 3 og 5 måneder gammel. Det nye 'hjem'. Da hvalpen ikke har været vant til at skulle undværre sine søskende længere tid af gangen før, er det bedst at være meget sammen med hvalpen i de første dage, indtil den lærer sit nye hjem at kende og føler tryghed i det. I disse dage kan hvalpen gradvist tilvænnes at være alene, og der kan sættes kraftigt ind på, at lære den fra starten, hvor den må besørge, så den ikke får for vane at gøre det inde. Det anbefales, at hvalpen har sin kasse/kurv på et fast sted fra begyndelsen, hvor den skal vænne sig til at være, når det er nat og når den senere skal være alene hjemme. Et gammeldags tikkende vækkeur under tæppet i kurven kan virke beroligende den første nat. Det vil også skabe tryghed for hvalpen, hvis dens nye kurv er blød og varm og indeholder en tæpperest eller lign. fra dens 'barndomshjem' samt evt. en ting, der lugter af dens nye mennesker. Vær opmærksom overfor, at hvalpen ikke har det for varmt inde i huset, -- at den ikke trækker vejret pustende med åbent gab. -- Den har jo været vant til en kølig stald. Dog har den haft sine søskende at ligge tæt ind til, når den skulle sove, samt halm at bore sig ned i, -- så en varm kurv, vil være fint, blot temperaturen i rummet ikke er alt for høj. Det er også bedst at vælge et stille rum til hvalpens kurv, da det så vil være lettere for hvalpen at sove meget af tiden væk, når den skal være alene. Løfte hvalpen op I den første periode vil det ofte være nødvendigt at skulle løfte hvalpen. Den person, der skal løfte og holde hvalpen, skal have sin ene hånd mellem hvalpens forben bag dens bryst og sin anden hånd under bagparten. Hvalpen må ikke hænge og dingle i nakkeskindet eller i forbenene, da den kan tage skade af dette, når den ikke længere er en helt lille nyfødt letvægter. Motion og træning Sigurd og Daisy er lydige, opmærksomme og venlige hunde med en rolig og fornuftig adfærd, men samtidig er de sunde og glade for at blive motioneret. Da retrievere oprindeligt er jagthunde, så skal de motioneres regelmæssigt. Som udvoksede skal de gerne have mindst ½ times gåtur dagligt og mulighed for at kunne strække ud af og til. Indtil hvalpen er ca. 6 måneder gammel får den oftest tilstrækkelig motion via leg ude og inde, men når den virker moden nok, har den godt af at komme med på små ture, lære at gå i snor o.s.v. Der er ingen grund til at tvinge hvalpen med, hvis den virker usikker. Når den bliver ældre, så bliver den også automatisk mere modig. Da en labrador er en arbejdsglad hund, så vil den have godt af at blive trænet i lydighed, agility, etc, når den er gammel nok til det Daisy er meget glad for at løbe ved siden af en cykel. Dette skal man dog ikke byde hunden ret meget af før end den er fuldt udvokset, da det ellers nemt kan blive ødelæggende hårdt. Daisy er desuden virkelig glad for at apportere pinde. Hun er nem at have med på tur, da hun altid kommer når man kalder på hende. Pelspleje Den korte pels er ukompliceret at holde. Når først hvalpepelsen er fældet, vil hunden være sort og blank. Da pelsens fedtlag bliver ødelagt ved vaskning med sæbe, er det bedst at vaske så sjældent som muligt. Derimod er det kun gavnligt at børste pelsen af og til. Hvis pelsen bliver mat, så mangler hunden måske vitaminer. B-vitaminer findes bl.a. i gær. A- og D-vitamin findes bl.a. i torskelevertran. Hvis hunden opholder sig meget i et varmt rum, så kan dette forlænge dens naturlige fældningsperioder, ellers fælder den fast to gange om året i kortere perioder. Tandpleje Hvis en hund kun fodres med blødt foder, så vil den med tiden få tandsten, der giver den dårlig ånde. Firmaet Hill fremstiller en speciel slags fuldfoder til den voksne hund, der modvirker tandsten, men hvis hunden regelmæssigt får rå kalveben, oksehudsben, rå gulerødder etc., så holder dette også problemet på afstand. |